Referenceprojekter - Konstruerede vækstmedier
Vækstmedier i byplanlægningen
Jord er ikke bare jord
Jord er en blanding af mange forskellige komponenter. Alt afhængigt af blandingsforholdet, opstår der forskellige egenskaber. Netop derfor skaber vi ikke jord - vi skaber vækstmedier.
Vores urbane områder udvides hele tiden, men samtidig er der også kommet et beviodst fkus på, at vi ikke kan blive ved med at belægge områder og fjerne den grønne natur. Vi skal have mere natur ind i byerne og vi skal have en mere bæredygtig håndtering af regnvandet.
Derfor er byggeriet nu begyndt at anvende vækstmedier med særlige egenskaber, såsom vækst, lav vægt, bæreevner eller filtreringsevner. Vi har samlet et udsnit af projekter med vores vækstmedier, hvor netop disse egenskaber kommer i spil.
Regnbed - Fruens Bøge Allé, Odense
Ved Fruens Bøge Allé, Odense, ønskede man at håndtere regnvand, så beboerne ikke skulle kæmpe med oversvømmelser og vand i kældrene. Derudover var der et ønske om at filtrere regnvandet for uønskede stoffer inden udløb til recipient.
VandCenter Syd har derfor, sammen med beboerne og Odense Kommune, etableret otte nye filtrerende regnbede, der udover at håndtere regnvand også forskønner lokalområdet.
Ved at anvende en lagdelt opbygning med filterjord indeholdende bl.a. biokul, kalk og pimpsten sikres en renseeffekt, dels ved sedimentation, dels ved adsorbtion. En veldefineret permeabilitet i filterjorden sikrer kontrolleret rensning, og den lagdelte filterjord sikrer samtidig en dyb jordmatrice, som derved også understøtter vegetationen.
Til denne opgave er der anvendt FilterVext, der indeholder flere forskellige elementer til rensning, som bl.a. biokul og kalk i kombination med pimpsten. Fokus er rettet mod høj kationbytningskapacitet og tilbageholdelse af partikelbundet forurening. Der er anvendt et tolagssystem, som er optimeret til opgaven.
Modsat traditionelle regnbede benyttes der ikke faskiner i opbygningen. Det er ikke nødvendigt, da de hydrauliske egenskaber i FilterVext er så unikke, at der kan opnås samme kapacitet uden faskinerne. Filtermedierne er så veldokumenterede på de hydrauliske egenskaber, at ingeniøren kan medregne jordens egenskaber uden problemer.
Da bedene er opbygget af FilterVext i hele dybden og ikke med faskiner, giver samme hulstørrelse mere end den dobbelte jordvolumen og dermed tilsvarende stor rodzone. Det åbner for en helt anden tilgang for plantevalg. Sammen med den store rodzone er der også en væsentlig større buffer for plantetilgængeligt vand i bedene.
Man går derfor fra traditionelle ”tørre” bede med lille rodvolumen til bede med optimale vækstbetingelser, som stiller en stor rodzone til rådighed for plantevæksten.
Anlægstype: Regnbed
Realiseringsår: 2020/2021
Bygherre: VandCenter Syd, de lokale borgere og Odense Kommune
Design og udførelse: Munck Forsyningsledninger, Rambøll Danmark
Regnbed - Enebærvej, Værløse
På Enebærvej i Værløse, havde man brug for at afkoble overfladevandet fra et større opland på 2.400 m2, så man undgik oversvømmelser.
Oplandsarealet krævede et regnbed med stor volumen og høj permeabilitet for at kunne modtage de store vandmængder. Det 45 m2 store bed med en dybde på 2 m skaber en stor samlet volumen, som både understøtter plantevæksten og muliggør opmagasinering i jordmatricen i det specialdesignede vækstmedie, som også muliggør et pumpende vandspejl. De åbne bede med vejtræer og staudebeplantning går i hele vejens bredde med en gennemgående cykelsti og er derved sammenhængende under cykelstien.
Det stiller krav til en veldefineret bæreevne i vækstmediet.
I projektet er en cykelsti ført hen over regnbedet. Cykelstien er derfor etableret oven på vækstmediet.
Det er muligt, da der anvendes en RodVext E150, som styrkemæssigt svarer til bundsikringssand. Bæreevnen på RodVext er dokumenteret af tredjepart og leveres grundet en unik kornfordeling og et veldefineret produktionsapparat med en dokumenteret bæreevne.
Alt vandet skal her igennem en næsten to meter høj jordmatrice inden udløb. Udløbet er droslet ned i forhold til oplandets størrelse, så der opnås længst mulig kontakttid i jorden. Den høje markkapacitet forlænger kontakttiden endnu mere for det vand, der tilbageholdes.
Det er ikke normalt, at kun ét enkelt regnbed skal afvande så stort et opland. Det kan også kun lade sig gøre, fordi der er anvendt vækstmedier med ekstremt høj porøsitet og veldefineret permeabilitet og dermed stor magasinkapacitet, og fordi der tillades pumpende vandspejl i den nederste halvdel af opbygningen. På den måde maksimeres bedets kapacitet.
Anlægstype: Regnbed
Realiseringsår: 2019
Bygherre: Furesø Kommune og Novafos
Design og udførelse: BOVAK ApS
Skybrudssikring - Rahbeks Allé, Frederiksberg
På Rahbeks Allé på Frederiksberg havde man udfordringer med øgede regnvandsmængder, der oversvømmede vejbanen, og derudover ønskede man at genskabe den allé, som tidligere har været langs vejen.
Løsningen er lavet ved at omlægge den almindelige asfaltvej med parallelparkerede biler i begge sider til et grønt strøg med 38 allétræer i regnbede.
Da der er begrænset plads på vejen, er det nødvendigt, at træernes plantehuller er anlagt, så træernes rødder kan brede sig ind under den omkringliggende belægning. For at det kan lade sig gøre, kræver det et strukturstabilt vækstmedie med dokumenteret og høj bæreevne (E-modul).
Plantehullerne spiller en væsentlig rolle i forbindelse med vandhåndteringen fra vejen. Alt vejvand ledes til plantehullerne til gavn for vejtræerne, inden det overskydende vand ledes videre til store, underjordiske opstuvningsmagasiner, kaldet S-MAG. Herfra ledes vandet stille og kontrolleret videre mod recipient.
Hvert plantehul har egen magasinkapacitet, og sammen med den høje markkapacitet i vækstmediet spiller plantehullerne en betydelig rolle på vandets vej til recipient, ud over at være med til at sikre flotte, grønne bytræer.
Ved etablering af de 38 plantehuller var der stort fokus på vækstmediet. Når plantehuller til bytræer også skal kunne håndtere stor hydraulisk belastning og kunne indbygges under belægning, er kravene ekstremt høje, da vækstegenskaberne ikke må forringes i forhold til ønskerne til bæreevne og hydrauliske egenskaber. Dette lykkedes ved at benytte RodVext E80, der evner at kombinere netop disse egenskaber på højeste niveau.
De 38 plantehuller på Rahbeks Allé på Frederiksberg er udfordret i deres udbredelse af snævre fysiske forhold. Rodzonen strækker sig således ind under de befæstede arealer. På grund af udfordringer med kabler og rør i vejkassen er lagdelingen opbygget med hhv. stabilgrus, RodVext E150 og RodVext E80. For at gardere sig mod risikoen for differenssætninger er der desuden indbygget geonet i skillelaget mellem stabilgrus og RodVext.
Anlægstype: Skybrudssikring
Realiseringsår: 2020/2021
Bygherre: Frederiksberg Kommune
Design og udførelse: OPLAND, Climate Value Solutions (OPLAND, DGE Miljø- og Ingeniørfirma
og Nyrup Plast A/S)
Bypark på parkeringshuset - Budolfi Plads, Aalborg
På Budolfi Plads i Aalborg ønskede man at etablere en taghave oven på et eksisterende parkeringshus.
Anlægget skulle give plads til både store træer og plantebede og derved være med til at skabe et attraktivt grønt byrum, der kunne fremstå som en grøn oase for byens indbyggere.
For at opnå god og sund plantevækst er det nødvendigt at anvende et let vækstmedie med høj markkapacitet, der holder en stor mængde plantetilgængeligt vand. Samtidig er det vigtigt, at vækstmediet er strukturstabilt og også har en veldefineret permeabilitet og god balance mellem vand og ilt, som sikrer en aktiv rodzone.
For at understøtte alt fra mindre buske til større træer er der anvendt LetVext, som tillader indbygningshøjder på op til 1,5 meter. For at sikre optimale luft-vand-forhold i hele opbygningen er der anvendt et pimpstensbaseret vækstmedie. Sammen med pimpstenen sikrer det organiske indhold optimale vækstbetingelser på alle parametre.
På grund af vækstmediets gode vækstegenskaber er der hurtigt dannet et tæt og frodigt plantedække. Vitalitet og blomstring i løbet af året er med til at understøtte biodiversitet i området.
LetVext sikrer en maksimal høj markkapacitet og dermed størst mulig buffer i form af plantetilgængeligt vand. Vækstmediet har høj permeabilitet og sikrer i samspil med det underliggende dræningssystem effektiv vandhåndtering på hele dækket.
Anlægstype: Bypark/taghave
Realiseringsår: 2019
Bygherre: Aalborg Kommune
Design og udførelse: SLA, byMUNCH by og landskabsdesign, Kjaer & Richter, NCC,
ÅF Buildings Denmark
Taghave - Ø-Linjen, Aarhus
På Ø-Linjen i Aarhus ønskede man at skabe et stort fællesområde til sociale aktiviteter og nydelse for bydelens beboere og besøgende.
Projektet dækker over et 8.000 m2 stort areal, kaldet Ø-Linjen, der strækker sig langs de fire øer på den gamle pier 4, som er den første del af Aarhus Ø. Resultatet er et grønt strøg, der binder de fire øer sammen, hvor byparken er etableret oven på parkeringskældre.
Ved etableringen af en park på dæk var det vigtigt at anvende et letvægtsmedie, der kunne tillade en opbygning i en betragtelig lagtykkelse, der kan understøtte træer og buske.
Denne type projekt er et enestående eksempel på, hvordan konstruerede vækstmedier kan skabe de nødvendige vækstbetingelser for parker på dæk. Her er det nødvendigt med letvægtsmedie, som både har kontrollerede hydrauliske egenskaber og optimale vækstbetingelser. Det opnås med en veldefineret skeletstruktur fra pimpstenen og velkendte materialer med dokumenterede egenskaber.
Til projektet er der benyttet LetVext til at danne grobund til fx græs og træer.
Fordi det er så let og har så gode vandhåndteringsevner, er det muligt at opbygge dette vækstmedie i en særligt stor lagtykkelse, hvilket gør, at det er muligt at stille de bedste vækstforhold til rådighed for beplatningen.
På området er der opsat insekthoteller og bistader. Der er ligeledes plantet blomstrende buske og træer, som sikrer en lang blomstringssæson. Dette er med til at sikre og understøtte en bred biodiversitet.
Vækstmediet LetVext sikrer en maksimal markkapacitet og dermed størst mulig buffer i form af plantetilgængeligt vand. Vækstmediet har høj permeabilitet og sikrer i samspil med det underliggende dræningssystem en effektiv vandhåndtering på hele dækket.
Anlægstype: Byhave/taghave
Realiseringsår: 2017-
Bygherrer: Aarhus Kommune, PenSam, Topdanmark, Lighthouse
Design og udførelse: SLETH, Buus Anlægsgartner A/S og Willab Garden