Fakta om bæreevne
E-moduler og Standard Proctor - Hvad betyder det?
Rummet i byen er trangt, og planter kæmper om pladsen med bl.a. cykelstier, veje og bygninger. Efterspørgslen på at få etableret plantebede, hvor planterne kan have rodzoner under vejbanerne, vokser. Det stiller specielle krav til de vækstmedier, der bruges, så det sikres, at rødderne kan trives.
Standard proctor og E-moduler er begge vigtige parametre ved sådanne etableringer, og ved at stille krav til dem begge er det muligt at skabe et velfungerende, rodvenligt bærelag. Det åbner for brugen af nye typer vækstmedier, som kan opfylde ønsker til både høj bæreevne og gode vækstegenskaber for planterne.
Skeletjord
Definition: Jord, der ved kornkontakt danner et bærende skelet
Skeletjorde bruges der, hvor der er behov for bæreevne som fx veje, cykelstier, fortove eller andre steder, hvor der er befæstelser henover, og hvor jorden ikke ligger åben. Det særlige ved en skeletjord er, at der kontakt mellem kornene i jorden, så det danner en skeletstruktur. Skeletstrukturen er bygget af ikkeforgængelige materialer, og det gør, at det er muligt både at opnå struktur og bæreevne i jorden. Uden skeletstrukturen vil det ikke være muligt at forene bæreevne og gode vækstegen-skaber. Samtidig kan skeletjorden bankes op til at tåle en vis belastning
Ved indbygning af en skeletjord bliver materialet presset hårdt sammen, så kornene låser, og derved kan matricen blive stabil. Formen på de enkelte korn har betydning for, hvor fast materialet låser. Runde søsten låser fx mindre godt end kantede skærver, ligesom stabilgrus er langt mere stabilt end sand, hvis det bankes op. I FLL-guiden gives der ikke en standard for formen af kornene i skeletjorden, og hermed om man skal bruge runde eller kantede sten, selvom der er forskel på, hvor godt de låser ved indlejring. For friktionsjord, som skeletjorde er, har kornenes form stor indflydelse på jordens styrke, men også andre faktorer som kornstørrelse, poretal og gradering har indflydelse. Ved etablering af vejkasser med rodvenligt bærelag, der kræver en vis stabilitet, er det derfor vigtigt at kende de forskellige materialer og deres egenskaber, så de optimale valg kan træffes.
-
I FLL-guiden er der anvisninger til blanding af skeletjorde, men desværre indeholder den brede marginer for de materialer, der blandes sammen, og det giver usikkerhed om bæreevnen i sidste ende. Ved etablering af fx en vejkasse, hvor skeletjorden skal indgå i vejkonstruktionen, er FLL-guiden derfor ikke en garant for, at den kan bære nok, da det netop er en guideline og ikke en decideret standard. Det giver mening at stille krav til E-modulerne i forhold til bæreevnen, for at den kan indgå i statiske beregninger. Det optimale vil være at have en veldefineret måde at opbygge et stabilt vækstmedie på, som man efterfølgende kan teste, og som kan replikeres. Det er muligt at måle bæreevne (E-modul) på alle FLL 2-jorde. Kan blandingerne ikke replikeres 100 % fra gang til gang, skal der måles på alle blandinger.
-
Definition: E-modul eller elasticitetskoefficient, E, beskriver et materiales modstandskraft over for deformation. Angives i N/mm2 eller MPa.
Elasticitetskoefficienten er forholdet mellem spænding og tøjning (længeforøgelse eller deformation) for et lineært, elastisk materiale, inden det overgår til flydning og plastisk deformation. Jord er ikke et lineært, elastisk materiale, men opfører sig delvist som et. Derfor anskues jord tilnærmelsesvis som elastisk, fordi en given jordmatrice vil deformere ud til siderne, hvis den udsættes for en nedadgående kraft. Størrelsen af deformeringen benævnes delta, Δ.
-
E-modul måles enten ved laboratorietests eller i felten med hhv. statisk pladebelastningsforsøg eller minifaldlod
Ved laboratorietest fastlægges E-modul gennem en kompleks test, hvor forsøget under en aksialsymmetrisk spændingstilstand finder jordprøvens styrke, deformation og strømningsegenskaber. Det aksialsymmetriske tryk sikres ved, at jordprøven under testen befinder sig nedsænket i en væske indpakket i et ”membranrør”. Som det fremgår af prøvens navn, er det en cyklisk testmetode. Der foretages først 20.000 belastninger (cyklusser), hvorefter prøvens beskaffenhed kontrolleres og holdes op imod kravene i normen. Klarer den dette, udsættes den for resten af testforløbet, som udgør mindst 80.000 cyklusser. Testen resulterer bl.a. i værdi for materialets E-modul, E.
I felten kan E-modul bestemmes for en udlagt jordtype med en geofon, der måler vibrationer, et faldlod og en datalogger, der registrerer fremkomne data. Ved at løfte faldloddet og derefter lade det falde måles der, hvor meget materialet fjedrer. Dataloggeren registrerer målingerne, og forsøget gentages et antal gange efter et bestemt mønster, til kurven stabiliserer sig.
